engelsk: elbow room; tysk: Ellbogenfreiheit

Plass til å utfolde seg eller manøvrere; figurativt for ikke å bli holdt fast. Hvorfor denne underarmsknoken har større krav på frihet enn andre knokler, som for eksempel kneet, virker umiddelbart ikke rimelig, men med tanke på alle spisse albuer vi møter er det kanskje naturlig.

Noen ganger skrevet alburom. I 1856 skriver språkreformatoren Knud Knudsen i en anmerkning i Haandbog i dansk-norsk sproglære (s. 336) at «[m]an har forarget sig over f. Eks. Alburum, Albuled, med udeladt e, og sagt, at det kunde læses som Al-Burum, Al Buled. Nu, saa kan man jo sætte Bindetegn mellem Ledene, i alle Fald i de Dobbeltord, der som saadanne er nye, og saalænge de er nye, for at man let kan se, af hvilke Ord de bestaar.» Vi er altså ennå ikke enige om skrivemåten, men det viser at albuerom alt dengang alt var i bruk, men særlig eldre finner jeg det likevel ikke i søkebasene.

Det eldste i nb.no er hos P.A. Munch som i Morgenbladet 25.5.1849 har en «bemerkning» til Ludvig Kr. Daas avhandling Danmark – russisk eller skandinavisk: «… og mon den Frisindede Deel af den russiske Befolkning, mon overhoved nogen russisk Undersaat fryder sig ved Visheden om, at der i Sibirien er albuerum nok for ham selv og Tusinder af hans Medborger?».

Jeg tar med Ibsens anvendelse i De unges Forbund (1868, I): «Vi er de unge. Vi ejer Tiden; men Tiden ejer ogsaa os. Vor Rett er vor Pligt! Albuerum for enhver Daadskraft, for enhver Vilje, som er af det stærke! Hør mig! Vi vil stifte et Forbund. Pengesækken har opphørt at regere i Sognet!» Fra 1872 er det inne i ordbøkene (Geelmuydens Engelsk Ordbog, s. 142).

Den engelske formen er ifølge Etymonline benyttet fra 1530-tallet. Shakespeare lar det være et åndelig behov i History of King John (1596, V,7): «Ay, marry, now my soul hath elbow-room; / It would not out at windows nor at doors.» Jeg synes det er fint. Alle som har kjent litt på at det kan være trangt for sjelen av og til, har vel også følt lettelsen når den så får mer spillerom.

* Illustrasjon av Peter M. Papin, 1866