Cicerone

The English Dance of Death, Th. Rowlandson 1815 the vision of skulls

engelsk: Cicerone; tysk: Cicerone

Guide, veiviser, reisefører. H.A. Kofods Conversations-Lexicon fra 1817 gir en utmerket forklaring: «Kaldes i Italien, fornemmelig i Rom, den, som viser og forklarer Fremmede Stadens Mærkveærdigheder og Oldsager. Jo grundigere og lærdere Kundskaber Ciceronen har om Kunst- og Oldsager, desto bedre kan han forestaae sit Embede, og flere fortjente Archæologer og Kunstcritiker, […] have ei holdt det under deres Værdighed at hellige sig en Beskjeftigelse, hvori de kunde gavne Andre, medens de selv ved den gjentagne Betragtning af Kunstværkerne, gjorde sig mere fortrolige med dem.» Det er brukt i Georg Sverdrups oversettelse av Heerens Haandbog i de gamle Staters Historie (1800, s. 72): «en Caste af Translateurer (…) som vare baade Ciceroni for Fremmede og Mæglere ved Handelen», og ordbokoppføring (Ciceroni) samme år i Jens Leths Dansk Glossarium: «Een som viser Fremmede, Reisende, omkring».

Riksmålsordboken hevder at det egentlig er «Ciceros navn brukt spøkefullt med henblikk på ciceronenes ‘veltalenhet’». En helt annen forklaring står i Morgenbladet 8.9.1819: «Oprindelse til Benævnelsen Cicerone. En pavelig Schweizersoldat var den Første, som, i Rom, gjorde en Næringsvei af, at ledsage Fremmede ved Beskuelsen af Mærkverdighederne, og af hans Benævnelse Suiz-zero opkom efterhaanden Navnet Cicerone». SAOB angir for Sverige eksempel på bruk fra 1771 og at opprinnelsen trolig er «af namnet Cicero, på grund af de som ciceroner tjänstgörande personernas vältalighet. […] ordet är i it. i sin nuvarande bet. påvisadt redan 1685». Før dette var cicerone også brukt i betydningen veltalende, som Cicero, f.eks. i Petter Dass’ Nordlands Trompet (s. 46): «Latinen og hængte paa Tungen Bereed, / Slig Gloser som giør Ciceroner fortræd».

I 1865 utga Fredrik M. Wallem En bergensk Cicerone, og i 1868 C.S.S Lous En Stavangersk Cicerone; bybeskrivelse med historie og noen reisetips (s. 116: «Kommunikation. Er Du plaget af Ligtorne, saa vil Brolægningen paa Steder i Bergen ikke bidrage synderligt til at lindre Din Smerte i den Henseende», om klima, s. 133: «At have flere Maaneder stadigt Regnveir generer ikke Bergenserne, men de tale meget nødigt om dette Regnveir – det maa Du endelig huske godt paa»). I 1902 finner vi Kristiania-Ciceronen, som for eksempel beskriver Grünerløkka slik (s. 129): «Det er store lange, rette Gader, som Markveien, Thv. Meyers Gade, Trondhjemsveien o. fl., som Helhed en lidet interessant Del af Byen». I 1912 og 1913 ble det også utgitt en Stortings-Cicerone «en veileder for alle, som skal ha forbindelse med Stortinget». Man hadde Kupé-Ciceroner (ca. 1907) for togreisende med informasjon om hver stasjon på ruten m.m. Disse bøkene viser ordet i bruk lik tilfellet med forleggeren Baedeker, som en periode var eponym for reiseguide.

I dag brukes ordet nok i mindre grad, og vel neppe om annet enn en reisefører. Slik i Ove Røsbaks biografi Rolf Jacobsen (1998, s. 372): «Rolf er så godt forberedt på turen, han er deres cicerone, han legger opp rutene, det er bare å følge etter.»

* Illustrasjon: Thomas Rowlandson, The English dance of Death, 1815

Cicerone

Kommentar til “Cicerone

Legg igjen en kommentar