En hemsko

George Cruikshank The Deaf Postilion 1830

engelsk: a stumbling block, an obstacle; tysk: ein Hemmschuh

En hindring, noe som holder igjen. En hemsko, av tysk Hemmschuh, er en kileformet kloss som stopper et hjul fra å rulle, en brems i bakker eller under skinnegående hjul. Noe som hindrer hjulene i å gå rundt, både reelt og billedlig. Billedlig handler det både på tysk og norsk videre om en hindring, en ulempe.

I overført mening først funnet i oversettelsen av Charles Sealsfield, Vireien og Aristokraterne (1839, s. 139): «En stærkere Hemsko havde imidlertid denne Mands frygtelige Magt i sine egne Underbetjentes og Landsmænds sig krydsende Interesse og deres Fordærvelse». Ibsen skriver i et rimbrev til H.Ø. Blom (1859, l. 63 og 64), jeg tror det er humor: «Dansk Ordlag raader jo i hver en Linje, / Dansk Tænkesæt er Hemsko selv paa Vinje.» Jan Erik Volds essay «Glem ikke det grønne glasskåret!» (1965, Tydelig, 33, s. 296) er tilsynelatende alvorlig: «William Carlos Williams så aldri på sitt borgerlige yrke […] som noen hemsko for diktergjerningen». Williams var lege, hvorfor skulle han syntes det var en kloss under forfatterhjulet?

* Illustrasjon: George Cruikshank, The Deaf Postilion 1830

.

Reklamer
En hemsko

Kjeftament

sy igjen munnen T rowlandson 1813 the cobbler's cure for a scolding wife

Spøkefullt uttrykk for munn og mæle; ordet kjeft med fransk endelse. I Niels Nielsen Bergenske ord og vendinger (1979, s. 34) stavet kjeftamang. Ordet er på ingen måte særbergensk, men det passer godt på storkjefta folk.

Jeg finner ordet først i en oversettelse av Fritz Reuter, Paa landsbygden (1888, s. 37), om en fæl svigermor: «Og du, Karl, faar ikke ta dig nær af sligt et lidet Kjæftemang som dette her». Så en fin bruk i Mathias Skeibrok, Sandfærdige Skrøner og sligt noget fra 1891 (med illustrasjoner av Th. Kittelsen, s. 46): «Hans Ansigt, der udtrykte Hestehandlerbegavelse og Humor i hver Fold, bestod af et Par spillende Øine med Skjælm i hver Krog, en kraftig reiselysten Næse og en Mund, der indeholdt Materiale til 3–4 rimelige Kjæftamenter.» En hestehandler på den tiden hadde omtrent samme status som dagens bilselgere.

I Den Norske Studentersangforenings 50-Aarsjubileum er det trykket en vise av Øvre Richter Frich (antageligvis fra hans studentår 1891–92) kalt «En gemytlig vise til bestyrelsen» (s. 32): «Og vi er alle saa gla’ / at vi saa flink en formand ha’ / som bruge kan sit kjeftament saa bra’». Man kan nok mene mye om Richter Frich, men han fant nok sin rette hylle da han prioriterte kioskromaner fremfor viser og poesi.

Johan Bojer brukte uttrykket noe mer oppfinnsomt i Et folketog (1897, s. 355): «Ja, og kæftamentet blir presset ind paa en skinne, ja, og enten maa det gnides bestandig ellers ruster det fast. Mit er rustet fast, De hører vel, jeg snakker svært lidet i tinget nu.» Et nyere eksempel, om en som snakket mye i tinget, er Berit Waals beskrivelse av Gro Harlem Brundtland inntatt i Brundtlands bok Mitt liv (1997, s. 56): «Årsaken til at hun klarer å overtale både den ene og den andre er at hun har et fabelaktig kjeftament.» Vi får tro det var godt gnidd.

 * Illustrasjon: Thomas Rowlandson, The Cobbler’s Cure for a Scolding Wife, 1813

Kjeftament