engelsk: loose-lipped; tysk: lockere Zunge
Å være løs i munnen burde tyde på alvorlige tannnhelseproblemer, men dreier seg bare om å være snakksalig, særlig om ting man skal holde hemmelig eller ikke prate om. Welhaven benytter riktig nok ordet nær bokstavlig i teksten «Vasdrag og Sovmarker» fra 1850 (Samlede Skrifter, b7, s. 96): «Men da maa den blive med, om den er nok saa løsmundet» Det er da tale om fisk som ikke er lett å få til å sitte på en fiskekrok, men er nok et unntak. En viss dreining fra det generelt pratsomme til nær kun det indiskre har nok skjedd med tiden.
Den Constitutionelle 27.6.1846 s. 1 er ikke så begeistret for en reisebeskrivelse en svensk forfatter har gitt av hovedstaden: «Denne løsmundede og naive Forf. gaaer i sin Beskrivelse over Christiania til de største Details, beskriver Gaderne og Husene, (…) fortæller i eet Aandedræt om Skuespillerindernes private Liv og Præsternes Ceremonier i Kirkerne, om Universitetet og Theatret, om Literaturen og Ligningcommissionen, om Normændenes Nationalphysiognomi og Slottet, etc etc. Alt udentvivl i den bedste Mening, men kommer Sqvalder temmelig nær.» Skvalder er jo ikke bra, men det kan jo være den norske forutrettetheten som spiller inn her.
Aasen har lausmunna med i sin Ordbog over det norske Folkesprog (1850, s. 265) og beskriver det som «aabenmundet, ubetænksom i at tale. Ogsaa lauskjæfta». Lauskjefta finner vi igjen i Den 17de mai 2.8.1894, s. 3: «Vert dei uppøste, helst dei, som ellest er lauskjefta, so kann det sleppa ut baade det eine og det andre». Substantivisk er det i Marshall Grovers (pseudonym for Leonard Frank Meares), Bill og Ben legger en felle (1962, s. 88) «Ingen løskjeft får være med på gullsendingene». Da er det fullkomment som beskrivelse av en som ikke kan holde tett.
Åpenmunnet, som er er det eldre uttrykk Ivar Aasen viser oss til, finner vi hos Moth (ca. 1700) «Âben-munded adj. Er den som ei kan tie», og eksempel kan ses hos Holberg i «Zille Hans Dotters GYNAICOLOGIA – Eller Forsvars Skrift for Qvindekiønnet» (Fire Skiemte-Digte 1722, linje 394): «Naar Gertrud sig fortaler, Hun / Kun aabenmundet heeder, / Man kalder saadant Frugter kun / Af daarlig Qvinde-Sæder.» Uansett kjønn er det nok best å holde kjeft.
