En petimeter er overdrevent pirkete, pedantisk. Det lyder som en som nøye måler ting: på petimeteren. Petimeter er fra fransk, petit-maître, «liten herre», og på fransk har det hatt betydningen dandy, laps, pretensiøs samt også pedantisk (Wiktionary). Slik bruk var det lenge også her hjemme.

Holberg bruker det masse (med prydelig flertallsbøyning petits maitres) i betydningen spradebasse, jålete person, som i epistel 157 (Epistler II, s. 324): «Thi det var latterligt, om Haandverks-Folk vilde agere petits Maitres, og efterabe Stands-Personer». Epistel 283 (Ep III, s. 421 flg.) er som helhet viet begrepet. Her står det at «Ordet Petit Maitre er ellers ikke gammelt: Man meener, at det kom i Brug udi Hertug Mazarins Tiid». Han levde fra 1632 til 1713, men ordet er nok litt eldre, en redaksjonell note til teksten (s. 422) sier det eldste funn (formodentlig i Frankrike) er fra 1617. Holberg gir mennesketypen liten heder og spekulerer i begrepets opphav som at «man mærker, at man gav Navn af Petits Maitres til unge Hoffmænd, som vare udi Alder med samme Hertug eller Grand-Maitre, og som efterabede ham i Opførsel». Blant de latterlige egenskapene Holberg trekker frem er deres besatthet av parykker og snusdåser, spanskrør(!) og hansker.

Det er kanskje nærliggende å tenke at nitid og syklig opptatthet av korrekt antrekk og utstyr ligger bak dagens anvendelse av petimeter. Første gang jeg finner sikker bruk i annen betydning enn jålebukk, er i Den Frimodige 1.12.1851: «og i Frankrig 1789 tabte en snerpet Petitmaitre som Necter Anledningen til at redde Frankrig, fordi han ikke vilde handle i Samfund med et udsvævende Menneske som Mirabeau». Det er kanskje ikke helt som i dag, men uttrykket er klart om noe annet enn utgangspunktet. Dagens skrivemåte finner jeg først i Oscar Aagaard, Paa Streiftog (1893, s. 81): «det ulykkelige Kræ, der skal gaa ud i det ubarmhjertige Liv, af en Komposition af en Petimeter af en Fars og en Taareperse af en Mors Opdragelsessystem».

I Meyers Fremmedordbog finnes en annen forklaring på uttrykkets opprinnelse: «Smaa­herre, Laps, Modeherre; Pedant; Kobber­stikker el. Træskærer fra 15de og 16de Aarh., der udførte smaa, pyntelige Ar­bejder; = Kleinmeister.»

Pedant har også endret mening. Muligvis har det vært et navn for lærer, skolemester (og ifølge NAOB beslektet med pedagog), men jeg finner ikke slik anvendelse på dansk eller norsk. Hos Moth (ca. 1700) er betydningen mer som dilettant: «Er den som vil synes lærd, og kand dog ikke andet end Skolelærdom» (og ytterligere slik i von Aphelens ordbok fra 1759), men også dagens betydning om en som legger overdreven vekt på detaljer, skal ifølge ODS være brukt av Jørgen Sorterup i 1701.

Dilettant, altså en som fusker i faget, var først en som bedrev noe for egen fornøyelse, litt tilsvarende historien bak ordet amatør. Det kommer av italiensk dilettare som betyr noe sånt som å glede seg. Jacob Nicolai Wilse beskriver i Reise-Iagttagelser (b. 4, 1793, s. 133) kong Friedrich Wilhelms portrettmalerkunst som sterkere i koloritten enn i tegningen, og han er «vel ingen Mester, men dog meget i mange henseender for en kongelig Dilettant». Altså amatør. Enevold Falsen bruker ordet i 1793, men det er uklart i hvilken mening (Et Par Ord om det Norske Akademie, s. 109), og Frederik Sneedorff allerede i et brev fra 1791 (Samlede Skrifter, 1794, s. 144). Den nedsettende betydningen har nok kommet gradvis, som i H.A. Kofods Conversations-Lexicon (1818, b. 6, s. 195) om komponisten Leopold Koželuh: «Disse Egenskaber lade Dilettanten, for hvem han fortrinligen syntes at skrive, glemme at han gandske manglede Dybhed i Kunsten», og i samme verk (1822, b. 16, s. 292) om komponisten Storace: «I Tyskland er han bekjendt af sine Cavanement af Fortepiano, og hans Stykker ere yndede af Dilettanten formedelst deres indsmigrende, flydende Sang». 

Amatør kan ofte brukes nedsettende, men er det eneste av disse ordene som også fortsatt benyttes helt nøytralt. Det er avledet av latin, amare, elske, og opprinnelig helst brukt om kunst og vitenskap. Von Aphelen oversetter det til norsk i sin franske ordbok (1775) med «Libhaber». I en norsk tekst dukker ordet opp i en oversettelse i Morgenbladet 13.10.1824 der overskriften er «Amateur-Concerten». (Fortsettelsen i Morgenbladet to dager senere inneholder følgende: «Dilettanterne i Musik, ere netop det samme, som Halvlærde i Literaturen. Det samme Umenneske, som nu piner os med at forelæse sine Sonetter og Disticher, vilde ogsaa matre os musikalsk, dersom han kunde det.»)

* Illustrasjon: Gustav Lerum, Petimetersen. Fra Elias Kræmmer: Den store Eros 1904