engelsk: a forced smile; tysk: gezwungenes Lächeln
Et tvungent smil beskriver et uekte, gjerne anstrengt smil. At det omtales som tvungent (eller tvunget), indikerer vel helst at det er ufrivillig eller påtatt.
Et smil blir beskrevet slik i Johan Nordahl Bruns vare prosadikt En øm Faders Betragtninger ved sin dødfødde Søns Liig-Sten fra 1770: «Lykkelig sneg jeg meg bort af et Selskab, hvor den støiende Glæde havde borget en troløs. Fred for et ilde tilfredsstillet Sind. En tvungen Smiil røbede min Sorg, og qvalte Sukke stødte, som Lynildstraaler, tilbage paa mit Hierte». Det er lett å sympatisere her.
Samme år er det også å se i Christian Friedrich Jacobi, Lovtale over Erkebiskob Absalon (1770): «Fordi hyklerne, som sværme om dem, sette en tvungen Smil og Glædskabs Maske paa det falske Ansigt». Anvendelsen er mer triviell i en fortelling kalt Den falske Tand uten oppgitt forfatter i Morgenbladet 27. mars 1825: «Emma skjulte sin tiltagende Forlegenhed bag et tvunget Smil».
Søk i Google Books kan indikere at det tilsvarende uttrykket dukker opp på trykk på tysk og engelsk rundt midten av 1700-tallet, med klart flest gamle forekomster på engelsk, uten at det beviser noe om hvor det har oppstått, eller om det er en oversettelse. Det ville vært en anstrengt konklusjon, så vi lar være.
