Rask til bens

hund mann ,req,hah undg deg på

engelsk: quick on one’s feet; tysk: schnell und wendig sein

Rask til bens sies om en som løper fort, er rask. Noen ganger om en eldre person som fortsatt er rørlig og fysisk frisk. Talemåten inneholder et såkalt frosset kasusuttrykk (genitiv), som finnes i en rekke tilsvarende preposisjonsuttrykk (til bords, til sjøs, til sinns, osv.), men de eldste eksemplene på bruken er derimot ikke slik:

I Tobiæ komedie (fra ca. 1600, s. 96) er de raske englene opptatt av at man ikke slår seg på tærne: «Sin engel sende hand, rasch paa been, / Gudz børn att vocte vden meen, / Att de ey støde fod paa steen». Hos Moth (ca. 1700) er det «rask pâ fodderne» som gjelder. Med stivnet kasus finner jeg det først i en interessant bok av H.F. Hiorthøy, Physisk og ekonomisk Beskrivelse over Gulbransdalens Provstie i Aggerhuus Stift i Norge (1785–1786). Den inneholder en liste med «Gulbransdalen Mundart. Bønderenes Mundart og uforstaaelige Talemaader» der ordet Futum på s. 150 er forklart som «Rask til Beens». Et eksempel fra hundre år senere er hos Thomas P. Krag, Ada Wilde (1896, s. 232): «I Grunden fejlede han ingenting nu. Han saa ganske godt ud. Vistnok var hans Haar blevet tyndere, og den blonde Kulør var meget fortrængt af den hvide; men han var endnu rask til Bens, og hans Latter var i grunden let som før.» Fra moderne tid i Alexander Brenning, Tiden til intet (1998, s. 139): «min gamle venn distriktsadministratoren, minst like gammel som den eddikkrukken av en landsmann jeg nylig hadde hadde møtt er ikke særlig rask til bens lenger».

Nærliggende former er hurtig til bens, skrevet «hurtig tilbeens» om en hest i en oversettelse av Onkel Toms Hytte fra 1853 (s. 68). Motsetningen er å være dårlig til bens. I Fausbølls Bidrag til en Ordbog over Gadesproget og saakaldt Daglig Tale fra 1866 (s. 14) er det forklart som «daarlig til at gaa». Først slik i en trist rapport om funnet av en død person utenfor Kristiansand i avisen Den Constitutionelle 19.8.1841. Mannen, som en lapp i hatten opplyste at kom fra Bygland, var nettopp skrevet ut fra amtssykehuset i Arendal, og tilkjent Skydspas, som må tilsvare datidens TT-kort: «Hvad der kan have bevæget ham, der var saa daarlig tilbeens, at han maatte bruke Krykke, til at foretrække at gaae paa sine Been fremfor den frie Befordring, der var ham tilstaaet, kunne vi naturligvis ikke vide, men det er vel ikke usandsynligt, at Frygten for senere hen at blive nødt til at refundere de ved hans Befordring paaløbne Omkostninger har foranlediget ham til at drage afsted tilfods».

I H.S. Hjorts Norsk Læsebog fra 1854 (s. 15) kan vi se kamelen omtalt som «let til Beens», en variant som også er en del brukt på 1800-tallet. Dette blir vel en mellomform til uttrykket lett på tå.

* Illustrasjon: Thomas Hood, The Comic Annual
Advertisements
Rask til bens

Vekk som en sviske

com an 1838 hood one black ball excludes

engelsk: to disappear completely, gone like a shot; tysk: in der Versenkung verschwinden

Plutselig helt borte. Svisker smaker i beste fall middels godt, så hvorfor de skulle forsvinne så plutselig er ikke opplagt.

Johan Vibe gir det eldste eksemplet jeg finner i Alexander Møllers Erindringer (1875). Problemstillingen er valget mellom arak eller cognac som middel mot trikiner. Hovedsaken er at «‘Maven er gandske fuld af Brændevin […] Naar vi ovenpaa det, som de har faaet før, slaar paa dem lidt Arak, saa tænker jeg, de maa være væk som en Svedske,’ sagde Hørven». Deretter finner man uttrykket i en rekke eksempler som ingen kaster særlig lys over opprinnelsen: Jonas Lie i Onde magter (1890): «‘Ja—a—a,’ — gispede Klaus under den lystige Ihukommelse, — ‘he—lt, til vi hørte, han raabte paa Vold der nedenunder, og de rendte i Dørene; — da var vi væk som Svedsker . . . Jeg fulgte Abraham hjem jeg, — ja Bækkevold ogsaa.’». Thomas P. Krag (bror til Vilhelm) i Enken (1899): «Det skal hjælpe saa godt at la Saltvandsvinden blæse paa sig, og jeg vil heller forsvinde som en Sviske i Atlanterhavet, end jeg vil gaa slig, som jeg i lang Tid har gaaet.»

Klaus Hagerup gjør fin bruk av det i Maratonherren (1998): «[Wormdal] ville være savnet. Han var et menneske han også, og han ville at folk skulle huske ham. Aller helst ønsket han selvfølgelig at uttrykket ‘vekk som en sviske’ engang skulle bli erstattet med ‘vekk som en Wormdal’, men det var kanskje for mye forlangt.»

Selv om det er sært på norsk, kan det dukke opp i oversettelser, som f.eks. i R.L. Stevensons Den sorte pil (1903) (The Black Arrow 1888) der «‘By the mass,’ cried Lawless, half arising, ‘I am gone!’», lyder på norsk «‘har det seg slig, saa er jeg væk som en sviske,’ sa Lawless og reiste paa sig». I Charlotte Brontës Villette (1853) blir «gone like a shot» oversatt av Ragnfrid Stokke (2000) med «vekk som en sviske». 

Før klarte eller gjorde man noe som en sviske i betydningen med letthet, og dette uttrykket finnes fortsatt, i noen grad, i Danmark (der ting ikke forsvinner som svisker). Heller ikke det gir noen umiddelbar mening. Det er oppført i Fausbølls Bidrag til en Ordbog over Gadesproget og saakaldt Daglig Tale (1866): «Svedske – i Forbindelsen: som en Svedske = med Lethed», og det følger et eksempel fra Grundtvigs Saxo-oversettelse (1818): «han kunde tage Danmark som en Svedske» (bind I side 228). Det er vel trolig en utvikling av dette som har skapt det pussige, særnorske forsvinningsnummeret.

* Illustrasjon: Thomas Hood, The Comic Annual 1838
Vekk som en sviske