Rask til bens

hund mann ,req,hah undg deg på

engelsk: quick on one’s feet; tysk: schnell und wendig sein

Rask til bens sies om en som løper fort, er rask. Noen ganger om en eldre person som fortsatt er rørlig og fysisk frisk. Talemåten inneholder et såkalt frosset kasusuttrykk (genitiv), som finnes i en rekke tilsvarende preposisjonsuttrykk (til bords, til sjøs, til sinns, osv.), men de eldste eksemplene på bruken er derimot ikke slik:

I Tobiæ komedie (fra ca. 1600, s. 96) er de raske englene opptatt av at man ikke slår seg på tærne: «Sin engel sende hand, rasch paa been, / Gudz børn att vocte vden meen, / Att de ey støde fod paa steen». Hos Moth (ca. 1700) er det «rask pâ fodderne» som gjelder. Med stivnet kasus finner jeg det først i en interessant bok av H.F. Hiorthøy, Physisk og ekonomisk Beskrivelse over Gulbransdalens Provstie i Aggerhuus Stift i Norge (1785–1786). Den inneholder en liste med «Gulbransdalen Mundart. Bønderenes Mundart og uforstaaelige Talemaader» der ordet Futum på s. 150 er forklart som «Rask til Beens». Et eksempel fra hundre år senere er hos Thomas P. Krag, Ada Wilde (1896, s. 232): «I Grunden fejlede han ingenting nu. Han saa ganske godt ud. Vistnok var hans Haar blevet tyndere, og den blonde Kulør var meget fortrængt af den hvide; men han var endnu rask til Bens, og hans Latter var i grunden let som før.» Fra moderne tid i Alexander Brenning, Tiden til intet (1998, s. 139): «min gamle venn distriktsadministratoren, minst like gammel som den eddikkrukken av en landsmann jeg nylig hadde hadde møtt er ikke særlig rask til bens lenger».

Nærliggende former er hurtig til bens, skrevet «hurtig tilbeens» om en hest i en oversettelse av Onkel Toms Hytte fra 1853 (s. 68). Motsetningen er å være dårlig til bens. I Fausbølls Bidrag til en Ordbog over Gadesproget og saakaldt Daglig Tale fra 1866 (s. 14) er det forklart som «daarlig til at gaa». Først slik i en trist rapport om funnet av en død person utenfor Kristiansand i avisen Den Constitutionelle 19.8.1841. Mannen, som en lapp i hatten opplyste at kom fra Bygland, var nettopp skrevet ut fra amtssykehuset i Arendal, og tilkjent Skydspas, som må tilsvare datidens TT-kort: «Hvad der kan have bevæget ham, der var saa daarlig tilbeens, at han maatte bruke Krykke, til at foretrække at gaae paa sine Been fremfor den frie Befordring, der var ham tilstaaet, kunne vi naturligvis ikke vide, men det er vel ikke usandsynligt, at Frygten for senere hen at blive nødt til at refundere de ved hans Befordring paaløbne Omkostninger har foranlediget ham til at drage afsted tilfods».

I H.S. Hjorts Norsk Læsebog fra 1854 (s. 15) kan vi se kamelen omtalt som «let til Beens», en variant som også er en del brukt på 1800-tallet. Dette blir vel en mellomform til uttrykket lett på tå.

* Illustrasjon: Thomas Hood, The Comic Annual
Advertisements
Rask til bens

Full mundur

com an 1830 guy of warwick G. Cruikshank

engelsk:  in full rig, in full regalia, attire; tysk: voller Montur

Full mundur brukes spøkefullt om bekledning, uniform, utstyr noen opptrer med. Fullt utstyrt. Mundering og avledningen mundur betyr utruste, utrustning og kommer ifølge Falk og Torp (1903, bind 1, s. 529) via tysk fra fransk. Det er fra samme opphav som vi i dag har i ordene montere, og engelsk mount, og med utgangspunkt i latin, mons: fjell.

En rapport om hendelsene ved Fredriksten fra 17. desember 1718, seks dager etter at den svenske kongen ble skutt, gir en øyevitneskildring om hva som skjedde med liket: «Kongens Legeme blev afklæd, og igien iført rene Klæder, lagt udi en Furre-Kiste med blaat Klæde overtrokken med sin fulde Mundering, som hand sædvanlig gik udi, med Støvler, Sporer, Kaarde, Geheng, Hat og Haandsker, og saaledes af Guarden bortbaaren, hvilket skeede den 16 December». Hele rapporten er leseverdig om man er interessert i historien om dagene før og etter Karl XIIs død fra norsk side, og altså et lite innblikk i munderingen kongen sedvanlig gikk i (genheng er opphenget til kården). Dette markerte begynnelsen på slutten av Den store nordiske krig, og ikke minst på Sverige som stormakt.

Det var ikke så lenge siden vi hadde hatt den forrige konflikten med svenskene. I skriftet Norske Leyer ved Gertrum-Minke (aff dato den 12. Julii 1676, s. 4), en meddelelse til kongen om hendelser i Den skånske krig, finnes utsagnet: «Mand skal icke lætteligen see skiønnere mundering aff Heste, Sadeler, Gevær eller Klæder, end Fienden hafver.» Fra J. Gulowsens bok om den samme krigen, Gyldenløvefeiden 1657–1679 (1906, s. 139): «Sept. meldtes der igjen at være fundet over 100 Døde i Elven, ‘som i fuld Mundur vare drevne mod en Sag’». Sitatet skal være fra Indkomne Sager til Krigskollegiet 1677. Et ytterligere eksempel fra samme tid i Frederik Bollings Oost-Indiske Reise-bog (1678, s. 9): «En hver bekom sin fulde Mundering med Rifle, Bulsach, at ligge paa, tillige med en Haug-matte».

Som man ser av et par av de eldste eksemplene, var munderingen full fra første stund: fullt utrustet, altså angående både bekledning og nødvendig utstyr, og i hovedsak i militær sammenheng. Mundering gjaldt også for skip, som beskrevet i Christian Vs Norske Lov (1687) 4-6-2 (Om Asseurance): «Og skal i de aabne Pladtzer derudi af Mekleren […] rigtig indføris Skibet, Skibets Mundering og Skipperens Navn». Fjasingen med uttrykket kommer (ikke overraskende) med Ludvig Holberg, i Peder Paars (1720) 2,3-423: «Hand u-bevæbnet var, hans Stok var reent i stykker, / Hun stod i fuld Mondur, med begge sine Krykker, / Hand ikkun eene var paa fremmet Sted forladt, / Hun som i eget Huus var hiulpet af sin Kat.» I oversettelsen av Niels Klim, som Holberg skrev på latin, fra 1745, finnes bak i boken en pussig note om potuanerne, deriblant: «En Soldat kiendes fra en Borger paa sin Mondur, sin Feld-Kiol, sin Køllert og sine blanke Vaaben». I von Aphelens Dictionnaire Royal 1775 er det opprinnelig franske ordet oversatt tilbake som uniforme.

I Viggo Fausbølls Vægter-Versene i deres ældre og yngre Skikkelse (1862, s. 26) gjengis fra «Instructionen for Nattevægterne» i København 1784: «Ingen af dennem maae forsamle sig ved Enden af Gaderne for at holde Snak og Samtale med hinanden …. og ikke findes paa Posten uden i fuld Mundur med Gevær og den anordnede Haandlygte». Her nevnes ikke vekternes fryktede morgenstjerne, men den var i hvert fall i bruk av standen i Bergen frem til 1837, da en engelsk lord (eller Marqvis) «paa det græsseligste [ble] massacreret af en Vægter, som uden Naade og Barmgjertighed slog til med sin Morgenstjerne» (J. Martens i Bergens Tidende 16.6.1951, via UiB). Vi skal kanskje være glad for at dagens fulle mundering av vekterne sjelden utgjør annet enn en tung lommelykt.

Illustrasjon: George Cruikshank, i Hood’s Comic Annual 1830

.

 

Full mundur

Ikke en døyt

john-leech-hoods-com-an-1842

engelsk: not a tittle; tysk: keinen Deut

Ingenting, tilsvarende uttrykkene ikke det spor, ikke det grann, ikke det minste m.fl. En døyt, duit, var en nederlandsk småmynt, og beskrives slik på SNL: «eldre nederlandsk kobbermynt = 2 pfenning = 1/8 styver = 1/100 gulden». Styveren her skulle man jo ønske seg var den vi finner i ordet nesestyver, men det er det antageligvis ikke (Falk og Torp 1903–1906). Nederlandsk Wikipedia skriver at det gikk 160 duiter på en gulden, og at den var i bruk fra 1600-tallet til 1816. Ifølge Moths ordbok fra ca. 1700 gikk det fire døyt på en dansk skilling, og samme sted kan vi lese uttrykket: «Hand er ikke mand for en døit». Ikke noe verdt, altså.

Holberg bruker det i Peder Paars (1720, s. 161), men det handler konkret om penger: «Da vil jeg ey en Døjt begiære for Umage», jeg tror likevel det utenlandske myntvalget tyder på at det alt er en fast frase. Helt uavhengig av pengeverdi er Søren Kierkegaard tilsynelatende først i Indøvelse i Christendom (1850, s. 147): «de have ikke bidraget en Døit til at bevise Christendommens Sandhed». «Ikke en Døit» er tatt inn i Fausbølls Bidrag til en Ordbog over Gadesproget fra 1866 (s. 59), altså ikke regnet som helt dannet tale ennå. Døyt vil muntlig i dag i de fleste tilfeller kunne byttes ut med ordet dritt, for å sette «gatespråket» i 1866 i perspektiv. Noe senere gis et eksempel i et innlegg om det fånyttes ved å stille for høye krav til lærerene i Aftenposten 14.8.1868: «Han kjender til Hinduernes og Kinesernes Historie; men det er tvivlsomt, at han kan en Døjt af Sanskrit, Nyhinduisk og Kinesisk». 

Frasen er den samme på tysk, og sikkert hentet til dansk/norsk derfra. Også i Tyskland har den glidd over fra å beskrive en liten eller ingen verdi til generelt betegne en hvilket som helst ingenting (Grimm 1971).

* Illustrasjon: John Leech, i Hood: The Comic Annual 1842

Ikke en døyt

Vekk som en sviske

com an 1838 hood one black ball excludes

engelsk: to disappear completely, gone like a shot; tysk: in der Versenkung verschwinden

Plutselig helt borte. Svisker smaker i beste fall middels godt, så hvorfor de skulle forsvinne så plutselig er ikke opplagt.

Johan Vibe gir det eldste eksemplet jeg finner i Alexander Møllers Erindringer (1875). Problemstillingen er valget mellom arak eller cognac som middel mot trikiner. Hovedsaken er at «‘Maven er gandske fuld af Brændevin […] Naar vi ovenpaa det, som de har faaet før, slaar paa dem lidt Arak, saa tænker jeg, de maa være væk som en Svedske,’ sagde Hørven». Deretter finner man uttrykket i en rekke eksempler som ingen kaster særlig lys over opprinnelsen: Jonas Lie i Onde magter (1890): «‘Ja—a—a,’ — gispede Klaus under den lystige Ihukommelse, — ‘he—lt, til vi hørte, han raabte paa Vold der nedenunder, og de rendte i Dørene; — da var vi væk som Svedsker . . . Jeg fulgte Abraham hjem jeg, — ja Bækkevold ogsaa.’». Thomas P. Krag (bror til Vilhelm) i Enken (1899): «Det skal hjælpe saa godt at la Saltvandsvinden blæse paa sig, og jeg vil heller forsvinde som en Sviske i Atlanterhavet, end jeg vil gaa slig, som jeg i lang Tid har gaaet.»

Klaus Hagerup gjør fin bruk av det i Maratonherren (1998): «[Wormdal] ville være savnet. Han var et menneske han også, og han ville at folk skulle huske ham. Aller helst ønsket han selvfølgelig at uttrykket ‘vekk som en sviske’ engang skulle bli erstattet med ‘vekk som en Wormdal’, men det var kanskje for mye forlangt.»

Selv om det er sært på norsk, kan det dukke opp i oversettelser, som f.eks. i R.L. Stevensons Den sorte pil (1903) (The Black Arrow 1888) der «‘By the mass,’ cried Lawless, half arising, ‘I am gone!’», lyder på norsk «‘har det seg slig, saa er jeg væk som en sviske,’ sa Lawless og reiste paa sig». I Charlotte Brontës Villette (1853) blir «gone like a shot» oversatt av Ragnfrid Stokke (2000) med «vekk som en sviske». 

Før klarte eller gjorde man noe som en sviske i betydningen med letthet, og dette uttrykket finnes fortsatt, i noen grad, i Danmark (der ting ikke forsvinner som svisker). Heller ikke det gir noen umiddelbar mening. Det er oppført i Fausbølls Bidrag til en Ordbog over Gadesproget og saakaldt Daglig Tale (1866): «Svedske – i Forbindelsen: som en Svedske = med Lethed», og det følger et eksempel fra Grundtvigs Saxo-oversettelse (1818): «han kunde tage Danmark som en Svedske» (bind I side 228). Det er vel trolig en utvikling av dette som har skapt det pussige, særnorske forsvinningsnummeret.

* Illustrasjon: Thomas Hood, The Comic Annual 1838
Vekk som en sviske