engelsk: tilting at windmills; tysk: gegen Windmühlen kämpfen
Å kjempe mot innbilte motstandere, en håpløs kamp mot egne vrangforestillinger. Uttrykket passer fint om konspirasjonsteoretikere.
Opprinnelsen er den minneverdige scenen i Miguel de Cervantes Saavedras Don Quijote (El ingenioso hidalgo Don Quixote de La Mancha, første bok, fra 1605), «ridderen av den bedrøvelige skikkelse», som angriper vindmøller i den overbevisning at de er kjemper. Det går ikke så bra (her 1916-oversettelsen, s. 66): «vel dækket av sit skjold og med fældet lanse, sprængte han Rocinantes fyrigste galop mot den nærmeste mølle; men i det samme han gav den et lansestød i vingen, begyndte vinden at drive den saa forskrækkelig at den splintret lansen og trak med sig baade hest og rytter, som ilde tilredt blev slængt bortover marken.» Slik angripes altså innbilte motstandere, og med riktig slett resultat.
Holberg omtaler det å kjempe mot vindmøller et par ganger, blant annet i Heltindehistorier II (1745, s. 246): «En fornuftig Mand bukker sig, naar han gaaer igiennem lave Dørre, en Daare derimod løber Hovedet mod Veggen, og med Don Qvixot duellerer med Vindmøller», men begge ganger uttalt med referanse til Don Quijote. Charlotta Dorothea Biehl oversatte Cervantes’ roman til dansk først i 1776, men Cervantes var nok velkjent blant de språkmektige lenge før. Det er mye Quijote i både Erasmus Montanus og Jeppe paa Bierget (hva er det forresten med Holberg og fjell?). I Moths ordbok fra ca. 1700, under oppslaget slag, kan man se uttrykket «Hand har fâedt et slag af en veirmølle», som nok er en referanse til Cervantes, og nevnte Biehl brukte denne formuleringen i et av sine egne stykker (via ODS): «Det er en meget latterlig Karl, han forekommer mig, som om han havde faaet et Slag af en Veir-Mølle».
Wergeland lar Don Quixote opptre i stykket Phantasmer (1829) og selv fortelle at han «med egen Haand, hugget en Veirmølle sønder og sammen», men først mot siste fjerdepart av århundret ser det ut til at å fekte/kjempe/slåss med vindmøller er allmenn fellesreferanse i skriftlige kilder uten også å vise til opphavet. Det er inkludert som «Han fægter gjærne mod vejrmøller» i Maus Dansk Ordsprogs-Skat 2 1879 (s. 55) uten noen ytterligere referanser.
En anmeldelse av Bjørnsons Dikt til Statsraad Stang i Aftenposten 22.9.1871 er morsom lesning: «Digtet er, som Digt betragtet, ret smukt, og hører til de saare faa Digte fra Bjørnsons sidste uheldige politiske og polemiske Periode, hvori man endnu kan spore Glimt af, at Digtekunstens harmoniske, fredelskende Muse ikke totalt har forladt ham under hans forvirrede Kamp a la Don Quixote med alskens politiske Vejrmøller; men saameget mere maa man, naar man har bemærket dette poetiske Glimt under den politiske Aske, beklage, at der er Udsigt til at ogsaa denne gjenværende Gnist kan slukkes, dersom han fremdeles vil fremture i Misforstaaelsen af sit Kald og sin Opgave i Livet.»
I dag støter man ofte på klisjeen i betydningen å kjempe mot en overlegen eller uslåelig fiende. Tom Kristensen i Dypet (2010): «Ja, vi møtes en liten gjeng, jevnlig. Vi kjemper en kamp mot jævlig svære vindmøller.» Noen vil hevde at dette er feilbruk, men det spørs om det ikke bare er en kamp mot vindmøller å tro at uttrykkets opprinnelige røtter er en evig rettesnor for noe rett eller galt, eller at det nytter å protestere mot en frases faktiske anvendelse. Om ikke annet er det i hvert fall i Sancho Panzas ånd å misforstå og vrenge på etablerte ordtak.
